Fonde

Millioner til mødesteder i Thy

Publiceret 20-04-2026

En stærk indsats har betydet, at Nordea-fonden støtter projekter i Thy med 3,7 millioner kr. fra den såkaldte renoveringspulje.

Hele fire landsbyer i Thy har fået tilsagn fra Nordea-fondens renoveringspulje.

I alt er der tale om cirka 3,7 millioner kroner, som lander i Thy takket være lokale kræfter i Snedsted, Klitmøller, Nors og Lildstrand, der har udarbejdet fondsansøgningerne. 

Nordea-fondens renoveringspulje har til formål at styrke eksistrende lokale mødesteder.

Projekterne spænder bredt – fra nye tage og isolering til solceller og varmepumper, fra handicapvenlige adgangsforhold til moderne køkkener og fleksible fællesrum.

Samtidig er der en tydelig ambition om at bevare eksisterende bygninger og udvikle dem, så de kan rumme flere aktiviteter og brugergrupper.

Her modtager de penge

Snedsted

På Tre Ben Mod Fremtiden

Projektet renoverer og opgraderer Snedsted Hallen med fokus på både miljømæssig og social bæredygtighed. Hallen forbedres med miljøvenlige tiltag som LED-lys, solceller, isolering og vandbesparende brusere, mens nye adgangsløsninger, handicapvenlige toiletter, wayfinding og fleksible rum skaber bedre inklusion for børn fra Trombakken og lokale seniorer. Ifm. projektet samarbejder Snedsted Hallen med Trombakken, SGIF Senioridræt og Demensvenlig Thy. Målet er at skabe et moderne, bæredygtigt og tilgængeligt mødested, der styrker fællesskab og trivsel i hele lokalområdet.

Beløb: 989.000 kr. 

Klitmøller

Renovering af Æ'Redningshus

Projektet renoverer Redningshuset fra 1861 i Klitmøller, som i dag er et mødested for byens foreningsliv og en bred vifte af aktiviteter som suppeaftener, læsekredse, strikkeaftener, børneteater, koncerter og kaffemik. Projektet renoverer indgangspartiet, som forbinder huset og servicebygningen, hvilket mindsker varmetab, reducerer energiforbrug og beskytter bygningen mod vejrliget nær Vesterhavet. Projektet inkluderer også tilgængelighedstiltag, så personer med gangbesvær og handicap får lettere adgang, samt en udvidelse af køkkenet og et nyt rum til mindre forsamlinger, der øger husets anvendelsesmuligheder. Frivillige kræfter spiller en central rolle i at gennemføre projektet, men også i den almindelige drift og udvikling af huset som et åbent mødested for hele byen.

Beløb: 950.000

Nors

Renovering af lokalsamfundets beboerhus

Projektet renoverer Nors beboerhus med fokus på sammenhængskraft, energioptimerende tiltag og forbedring af tilgængeligheden. Beboerhuset fungerer som mødested for dagpleje, familier, unge, seniorer og lokale foreninger og danner årligt ramme om ca. 140 aktiviteter og arrangementer. Projektets aktiviteter omfatter bl.a. renovering af køkken, så det kan benyttes til fællesspisning, modernisering af toiletter, etablering af handicaptoilet, niveaufri adgang og overdækket terrasse til sociale aktiviteter, udskiftning af døre og vinduer, efterisolering samt opgradering af varmeinstallationer. Renoveringsprojektet gennemføres med aktiv inddragelse af frivillige.

Beløb: 1.000.000 kr. 

Nors

Renovering af Varmekilde i klubhus

Projektet udskifter oliefyr med to luft-til-vand-varmepumper og et solcelleanlæg i klubhuset i Nors Boldklub. Målet med energioptimeringen er at reducere klubbens energiudgifter, CO2-udledning og brugen af fossile brændsler, så boldklubbens ca. 400 medlemmer og lokale borgere i Nors og omegn fortsat kan mødes om sport og sociale aktiviteter i klubhuset.

Beløb: 210.000 kr.

Lildstrand

Nyt energi- og miljøvenligt tag på Hawboernes Hus

Projektet udskifter det asbestholdige eternittag på Hawboernes Hus i Lild Strand og etablerer et nyt tag med integrerede solceller, batteri til lagring af solgenereret strøm og efterisolering af loftet. Tiltagene mindsker husets energiforbrug og CO2 aftryk og bidrager til et sundt og godt hus for brugerne. Hawboernes Hus fungerer som områdets samlingssted, hvor frivillige kræfter driver et aktivt fællesskab med sociale og kulturelle aktiviteter for alle, der vil være med.

Beløb: 595.000 kr. 

Yderligere info

Find flere informationer om projekterne og Renoveringspuljen her:

Info om Renoveringspuljen