I det lille gule hus på J.P. Jacobsens Plads, der engang var hjem for selvsamme, sidder Orla Poulsen og arbejder ved sin computer.
Rundt i lokalet og de tilstødende rum er der et væld af arkivalier, bøger, kartoteker, aviser, magasiner og gamle negativer. Alle er historiske dokumenter og en del af den collage af hændelser og begivenheder, der udgør Thys historie.
Vi er på Lokalhistorisk Arkiv i Thisted. Et arkiv, der har eksisteret siden 1966, og som Orla Poulsen har stået i spidsen for siden 1979.
Orla Poulsen er blandt dem, der ved rigtig meget om vores egns historie. Som arkivar på Lokalhistorisk Arkiv er han med til at indsamle, registrere og formidle Thys historie – bl.a. gennem forskningsprojekter og lokalhistoriske værker.
- Lokalhistorie er min store interesse. Det har det altid været, og sådan kan ens arbejde gå hen at blive til ens hobby, fortæller Orla Poulsen.
Orla Poulsen er uddannet historiker fra Århus Universitet. I forlængelse af sit arbejde på arkivet har han været med til at stifte forlaget Knakken, der udgiver en del af de historiske forsknings- og formidlingsprojekter, der bliver udarbejdet om Thy.